Slankekur der virker

Sådan måles din fedtprocent

FedtprocentOfte fokuserer man på vægten, når man skal bedømme, om man er overvægtig eller ej.

Men rent faktisk er ens fedtprocent en bedre målestok for, om man bør gå på slankekur.

Sammenligner man en person, som ingen motion dyrker, og en person som dyrker meget motion, så vil personen, som dyrker meget motion alt andet lige veje mere. Det skyldes at muskler vejer mere end fedt, hvilket gør at kropsvægten er højere.

Alligevel vil man vel ikke påstå at den højere vægt gør, at det er mere relevant for den motionsdyrkende person at gå på slankekur.

Af samme grund er det også vigtigt at huske, at hvis du begynder at dyrke motion for at tabe dig, så kan din vægt faktisk stige i stedet for at falde. Det skyldes, at du opbygger flere muskler.

For at give et reelt billede af, om slankekuren virker, bør du derfor kigge på din fedtprocent i stedet.

Taljemål

Den simpleste måde til at afgøre, om du har for meget fedt på kroppen er, at kigge på dit taljemål. Denne metode kræver udelukkende et målebånd.

Dit taljemål bør ikke være mere end 80 cm hvis du er en kvinde, og 94 cm hvis du er en mand. Er livvidden højere, har du øget risiko for hjertekarsygdomme, diabetes mm.

Metoden er dog ikke en særlig præcis måling af din fedtprocent. Det skyldes, at du kun måler mængden af fedt omkring livet. Fordelingen af fedt på resten af kroppen siger metoden ikke noget om.

Hudfoldsmåling

En mere præcis metode er derfor hudfoldsmåling. Her bruges en speciel fedttang til at måle fedttykkelsen på forskellige dele af kroppen. Oftest vil det være triceps, biceps, under skulderbladene og over hoftekarmen.

Skal du have en professionel fedttang, så koster den flere tusinde kroner. Heldigvis kan du få en plasticudgave, der er næsten lige så god, til en meget billigere pris.

Efter målingen findes der forskellige formler til at beregne fedtprocenten. Fedtprocenten bør ligge mellem 15 % og 25 % for kvinder og mellem 10 % og 20 % for mænd.

Hudfoldsmåling er specielt god i forbindelse med en slankekur, da du helt tydeligt kan se, hvordan fedtet svinder ind på din krop.

Selve målingen bør foretages af en anden end dig selv. Og det bør være den samme person, som foretager målingen hver gang.

Bioelektrisk impedansmåling

Den sidste nye metode til måling af fedtprocenten er den såkaldte bioelektriske impedansmåling.

Her bestemmes muskelmassen (og derved også fedtprocenten) ved at måle hastigheden for en svag, elektronisk impuls. Da muskler leder elektricitet væsentlig bedre end fedt, siger hastigheden noget om kroppens andel af muskler.

I de fleste fitnesscentre er der udstyr til bioelektriske impedansmåling. Men i dag kan mange badevægte også fås med indbygget muskelmassemåling.

Metoden er simpel og lynhurtig at bruge. Men den er ikke helt så præcis som hudfoldsmålingsmetoden. Så den bør ikke stå alene som målemetode.